|
|

|
Hundens svømmetur kan blive fatal
Pas godt på din hund i sommermånederne - de blågrønne alger kan nemlig koste hunden livet. Én er allerede død nær Århus.
I Kaløvig- og Grenaa-området ved Århus er en hund allerede død og flere hunde syge. Alle har de været ude at svømme i samme vand, skriver Århus Stiftstidende.
Man har indtil videre ikke kunnet slå dødsårsagen fast.
Normalt er de blågrønne alger årsag til hundenes ildebefindende, men i denne sag nær Århus undrer det biologerne, at man endnu ikke har kunnet finde spor efter blågrønne alger.
- Vi har undersøgt flere kyststrækninger uden at finde giftige alger. Det er umiddelbart underligt, for de forekommer ofte ret massivt. Omvendt kan de hurtigt bevæge sig med vind og vejr, så det er stadig for tidligt at af- eller bekræfte noget, siger havbiolog Helene Munk Sørensen fra Miljøcenter Århus.
Det er som regel algerne, der får ram på vandhundene.
Hold hunden væk fra vandet
Århus Miljøcenter vil nu tage flere prøver af vandet for nøjagtigt at finde ud af, hvor stor algekoncentrationen er i vandet.
Indtil da rådes hundeejere til at holde hundene væk fra havvand. Især i juli og august, hvor algerne er flest. Også strandområdet kan være farligt, fordi hunden kan blive syg af at spise opskyllede muslinger.
- Opblomstringer af blågrønalger er mest almindelige fra juli til august. Men da vandtemperaturen i år er forholdsvis høj for årstiden, kan det ikke udelukkes, at algerne kan blomstre op tidligere i år, fortæller havbiologen til Århus Stiftstidende.
|

|
|